Af Andreas Mayerhofer | anma@avisen.dk
OB havde svært ved at få kombinationsspillet til flyde, men det var alligevel hjemmeholdet der havde de mest pågående forsøg. Den største tilfaldt Morten Fevang midt i første halvleg, men helt fri for mål, sendte nordmanden et hovedstød lige på målmand Lars Winde.
»Vi havde fortjent at vinde den her kamp, for vi har klart de største muligheder, men generelt spiller vi ikke en ret god kamp. Jeg ved ikke om det er de mange kampe, som er ved at sætte sig, men det er ikke godt nok,« sagde en skuffet Martin Borre til Viasat efter kampen.
For ottende gang i træk blev det ikke til sejr for Esbjerg. Som så ofte før byggede Esbjerg spillet godt op, men på den sidste del af banen, satte ineffektiviteten ind. Specielt den før så målfarlige Demba Nyren virker langt fra topformen. Ikke alene har målnæsen mistet færten. I kampen mod OB spolerede han ofte chancen for sine medspillere.