Partiet Fælleslisten har allerede overtrådt dansk lovgivning, inden de overhovedet er blevet opstillingsberettigede til Folketinget, skriver Nyhedsbureauet Newspaq.
Fælleslisten har ganske enkelt kopieret store dele af et andet nyt partis, Fokus', hjemmesidetekst om indsamling af vælgererklæringer.
En ekspert i ophavsrettigheder har sammenlignet de to tekster, og dommen er klar.
"Der ingen tvivl om, at ordlyden er taget direkte, og derfor er der formelt tale om et brud på ophavsrettighederne," slår chefjurist i Dansk Journalistforbund, Anne Louise Schelin, over for Newspaq.
Det er en forholdsvis simpel tekst, som protestpartiet fra Vestjylland har valgt at stjæle fra Fokus. Det er nemlig blot en opfordring til at underskrive en vælgererklæring eller til at give en hånd med at indsamle de omtalte erklæringer.
Fokus' formand, den tidligere DF'er Christian H. Hansen, er da heller ikke skummende af raseri over Fælleslistens' plagiat.
"Hvis det var sådan, man synes, at den tekst, vi har lavet, var rigtig god; ja så kunne man da bare have løftet røret og spurgt, om man må bruge den. Så havde vi sikkert fundet en løsning på det," lyder det fra Christian H. Hansen til Newspaq.
I samme ombæring spekulerer han lidt videre over, hvorvidt Fælleslisten overhovedet skulle have stoppet deres kopiering der.
"Jeg synes da, man skulle have fortsat henover vores hjemmeside og nået til det punkt, der hedder programmet. Eller også skulle man have ringet til os og foreslået en decideret fusion, for det ville vi da have kigget på så," siger partiformanden.
Men hos Fælleslistens ledelse synes man slet ikke, at sagen er så lystig, som Christian H. Hansen gør den til. Formanden sender dog syndebukken nedad i systemet.
"Jeg ved faktisk ikke, hvor vi har den tekst fra. Det er noget, vores webmaster har lavet," siger partiets formand Leif Hornshøj til Newspaq.
Da Leif Hornshøj får at vide, at hans webmaster har kopieret dele af konkurrenten Fokus' hjemmeside, bliver han noget chokeret.
"Har han det, har han det? Hvis han har det, så bliver det fjernet med det samme. Vi laver ikke kopier. Det vidste jeg simpelthen ikke, og det er simpelthen uacceptabelt. Jeg ringer med det samme," er Hornshøjs umiddelbare reaktion.
Men selvom Fælleslistens webmaster er glad for Fokus' evner med tastaturet, mener formanden ikke, der er grund til at kopiere videre.
"Det program, vi har, er vi ganske godt tilfredse med. Nu har jeg ikke studeret hans politik så nøje, så jeg kan se, om der er noget sammenfaldende i det, så det er ikke noget, jeg sådan aktuelt har tænkt på," slutter Leif Hornshøj til Newspaq.