"Helle. Du er blevet endnu stærkere. Du er blevet endnu smukkkere. Du er den stærkeste socialdemokratiske statsministerkandidat, vi har haft i mands minde". Hvem sagde så det?

Det gjorde såmænd tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, da han fik ordet på S-kongressen. Med sin vanlige Nyrup-fagter, der er blevet parodieret så meget, at det i sig selv ligner en parodi, gav han Helle Thorning fuld opbakning - og viste samtidig, at gamle socialdemokratiske dage er, om ikke begravet, så dog forsvarligt deponeret.

Hvordan det?

Fordi partiet nu står 'skulder-ved-skulder' - for at bruge lidt af den floskel-marmelade, som blev smurt ud over kongressen. Fordi partiet nu står overfor en reel mulighed for at vinde magten ved et valg. Nyrup fik regeringsmagten efter Tamil-sagen.

Fordi partiet nu har skabt bånd til SF, som Nyrup aldrig hverken kunne eller ville skabe. Og fordi partiet nu har genoptaget de bånd til fagbevægelsen, som blev skåret over under og efter Nyrup.

Derfor blev lige præcis Nyrup billedet på, at Socialdemokraterne nu selv ser slutningen på den ørkenvandring, som Nyrup stod i spidsen for, da han tabte valget i 2001.

Båndene til SF blev endegyldigt konfirmeret ved Villy Søvndals tale. Var den epokegørende?

Ja - men ikke på grund af det, han sagde. Talen var relativt harmløs - det var mest ros til Helle Thorning-Schmidt - men det var heller ikke ordene, der var vigtige. Det var det faktum, at han var der - at formanden for et andet dansk parti talte på S-kongressen. Det har R-ledere aldrig gjort trods mange års samarbejde.

Nu står der så en SF'er på talerstolen - gemt, nok ikke glemt, er gammelt nag.

I 60'erne havde partierne flertal sammen i Det røde kabinet, men det blev aldrig lykkeligt. I 80'erne havde især SF'erne varme strategier om et arbejderflertal - men det var uden socialdemokratisk accept.

S har altid haft en storebror-forhold til SF - og reelt regnet SF's mandater med som gratis. Det har irriteret SF'erne, men de har ikke kunnet gøre noget - ingen har villet tro på, at de ville vælte en S-ledet regering.

Nu er de reelle partnere og det blev cementeret ved Søvndals tale.

Hvorfor egentlig?

Fordi de har en fælles interesse i at komme ud af det dødvande, VKO har bragt dem i. Fordi S er blevet en mindre parti, der ikke kommer til at genvinde tidligere tiders dominans. Og fordi SF er blevet tilsvarende stort.

I den forbindelse er det interessant at bemærke, at SF internt taler om, at de heller ikke skal være større end S - det vil skabe klar ubalance. S er det første-fødte parti og det vil faktisk skabe problemer for SF, hvis det ændres.

Helle Thornings skattesag blev nævnt igen og igen. Hun talte selv om den og det gjorde en række partifæller også. Hvad vil de bruge det til?

Til at understrege det indre sammenhold. Helle Thorning-Schmidt vendte selv skattesagen om, så den blev en styrke og ikke en svaghed. Hun understregede, at hun kunne stå imod i en storm. Og så blev sagen brugt til at vise, at socialdemokratiske ledere altid er under pres - det luner godt på 'dem-mod-os'-følelsen.

Og så fik erhvervslivet et kærligt klap?

Ja. Og det er ikke så mærkeligt. Hvis S-SF skal have regeringsmagten, skal de samarbejde med erhvervslivet. De har lovet at skabe arbejdspladser - det skal erhvervslivet hjælpe med til. Og de vil gerne have stemmer også fra erhvervslivet.

Får de så det?

Lad os sige det sådan: Det bliver nok aldrig den typiske socialdemokratiske kernevælger upåagtet Helle Thornings ord om, at Socialdemokraterne er for alle. Men kan de lokke bare et par stykker over, tæller det også i et så tæt opløb som det, der p.t. er mellerm rød og blå blok.

Erhvervsbåndene understreges også af, at Helle Thorning-Schmidt tirsdag taler hos DI. Det plejer hun ikke.

S taler hele tiden om valg. Men Løkke bestemmer. Hvad vil S gøre frem til et valg, som kommer senest om 14 måneder?

De vil mobilisere internt - sammen med SF - og så vil de ellers sidde på hænderne.

Det er nærmest utopi at tro, at de går med på noget som helst fra regeringens side. F.eks. førtidspensions-reformen, som skal forhandles fra oktober. S-SF er med i forliget og skal være derfor være med, før regeringen kan lave noget.

Topfolk hos S og SF pointerer, at det bliver meget svært, mens de lægger ansigtet i meget alvorlige folder. Når kameraet er slukket, kommer sandheden: De kunne ikke drømme om at genere en eneste kernevælger for at hjælpe regeringen med at spare 5 milliarder på førtidspension og flex-job.

Så man skal ikke sætte sparepengene på det forlig.