Den tidligere statsminister og nuværende formand for de europæiske socialdemokrater Poul Nyrup Rasmussen beskylder DF for endnu ikke at være blevet stuerent. Partiet er ifølge ham med til at fremme den fjendtlige indstilling overfor udlændinge i Danmark med deres udlændingeaftale.
"Partiet er demokratisk valgt og legitimt, det er slet ikke det, jeg mener. Men de holdninger, det har til folk fra andre lande, bliver i min verden ikke stuerene," siger Poul Nyrup Rasmussen til Jyllands-Posten.
Nyrup kaster sin ud melding ind i en allerede ophedet debat og dagen efter, at det netop lykkedes S og SF at opnå enighed om at indtage en afventende holdning til regeringen og Dansk Folkepartis udlændingeaftale.
Henrik Dam Kristensen fra Socialdemokratiet er da også dybt uenig med Nyrup.
"Dansk Folkeparti er et parti, som har fået mandater ved sidste folketingsvalg ved sidste folketingsvalg. De er selvfølgelig en legitimt del af dansk politik, og jeg synes man skal tage den politiske debat med Dansk Folkeparti," siger socialdemokratiets integrationsordfører Henrik Dam Kristensen til Newspaq.
Udmeldingen får da heller ikke den angrebne part op af stolen. Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard har kun hovedrysten tilovers for Nyrup gentagelse af kritikken fra 1999.
"Det er et kæmpe selvmål fra Poul Nyrup. Han gavner Dansk Folkeparti, og han skader Socialdemokraterne. Han gør jo nar af de mange mennesker, som stemmer på Dansk Folkeparti. Men det ligger dybt i Socialdemokraterne. Det er bare ikke alle, der tør sige det," siger Pia Kjærsgaard til morgenavisen Jyllands-Posten.