I stedet for en radioavis fik lytterne på statskanalen NRK et ganske andet budskab.
"Jeg siger op og går min vej," meddelte studieværten Pia Beathe Pedersen. Det skriver Verdens Gang.
Opsigelsen var dog ikke så kortfattet. Hun fremsagde et længere budskab om det elendige arbejdsklima på stationen og betroede samtidig sin chef, Hans Tore Bjerkaas, at hun stolede på ham; men at han måtte gøre noget, for ingen af de ansatte havde det godt.
Da hun havde færdiggjort sin knap to minutters lange tale, blev der helt stille på stationen.
Efter ét minut fik teknikerne dog et nyt program i gang, og 22 minutter efter blev udsendelsen hurtigt fjernet fra stationens hjemmeside.
Der er ingen fra NRK, som ønsker at kommentere studieværtens tirade og exit eller de påståede elendige arbejdsvilkår for alle ansatte på stationen.
Hvis du vil høre, hvordan hendes farvel lød, kan du klikke her (Linket er til historien på vg.no, hvor lydklippet ligger)