Inden længe er det tid til at fortsætte triologien af Stieg Larssons serie med Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. De to efterfølgere kommer nemlig begge i biograferne til efteråret, men er man nysgerrig har den svenske instruktør Daniel Alfredsson offentliggjort trailers for begge film, skriver Det Danske Filminstitut.
De to film får premiere henholdsvis den 18. september og den 27. november.
Det er svenske Daniel Alfredsson, der står bag de sidste to film 'Pigen der legede med ilden' og 'Luftkastellet der blev sprængt' i samarbejde med produktionsselskabet Yellow Bird.
Fik man ikke set Niel Arden Oplevs 'Mænd der hader kvinder', har man chancen, når Zulu sommerbio kommer til København, hvor filmen vises i Fælledparken den 7. august og i Søndermarken den 27. august.