Sagen om branden i den omstridte Restaurant Vejlegården kort før jul er langt fra slut.
Forleden blev restauratør Amin Skov løsladt, da politiet ikke havde afgørende beviser for, at han selv satte ild til restauranten 21. december.
Men Sydøstjyllands Politi har nu fået svar på en række tekniske undersøgelser, skriver Dagens.dk.
- Der er en række analyserapporter og tekniske erklæringer, vi nu skal gennemgå. Vi holder kortene tæt til kroppen. Det ville være dårlig skik at fortælle om det i pressen, men parterne i sagen bliver orienteret løbende, forklarer efterforskningsleder Brian Voss Olsen fra Sydøstjyllands Politi til Dagens.dk.
Det kan dog gå lang tid, før politiet er klar til at sætte konkrete ord på efterforskningen.
- Der er tale om en massiv efterforskning. Og det tager tid, hvis man
skal lave et grundigt og objektivt stykke politiarbejde, siger Brian
Voss Olsen til Dagens.dk.
Politiet anholdt og sigtede restauratør Amin Skov, der selv blev fundet bevidstløs ved restauranten efter branden. Han forklarede selv, at han var blevet overfaldet under arbejdet med nogle regnskaber.
På hans tøj blev der fundet spor efter brandbare væsker, og politiet fandt syv arnesteder til den påsatte brand, uden at der var tegn på indbrud.
Men ved Retten i Kolding var det ikke nok til at få Amin Skov varetægtsfængslet.