For første gang nogensinde er andelen af kvinder med indvandrebaggrund på de videregående uddannelser større end andelen af etnisk danske kvinder.
Det viser nye tal fra Integrationsministeriet, skriver Berlingske Tidende.
Mens 38 procent af de kvindelige efterkommere mellem 20 og 24 år er i gang med en uddannelse gælder det 37 procent af de etnisk danske kvinder på samme alder.
Dermed går det meget bedre med integrationen, end kritikere siger, siger integrationsforsker Martin Bak Jørgensen fra Aalborg Universitet til avisen.
Direktør Torben Møller Hansen fra Foreningen Nydansker er enig. Han mener, vi alle vil få glæde af integrations-successen.
"Alle danskere vil få fordelene at mærke, fordi mulighederne for at finansiere vores velfærdsstat afhænger af, at vi får alle hænder ud at arbejde på arbejdsmarkedet," siger han til Newspaq.