Den nye beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen, er ”fuld af beundring over, at det er lykkedes politikere før mig at lave en arbejdsmarkedspolitik, der ikke kan bruges.”
Ordene faldt da hun i dag besøgte LOs kongres i Aalborg. Regeringen lægger nu op til et opgør med den hidtidige aktiveringsindsats.
”Alt, hvad vi gør, skal gavne den enkelte ledige. Sådan synes jeg ikke, det er indrettet i dag,” siger Mette Frederiksen.
Hvad går det ud på?
Hun undrer sig gevaldigt over, hvad tidligere politikere på beskæftigelsesområdet egentlig har villet med det nuværende system.
”Det styrker ikke den enkelte ledige. Det styrker ikke virksomhedernes adgang til uddannet arbejdskraft – og det er ikke blevet brugt til at sørge for at ledige klar til ind,” siger Mette Frederiksen.
Fokus på uddannelse
Hun mener, der skal meget mere fokus på ordinær uddannelse i stedet for på for eksempel selvudviklingskurser.
”Det er for fluffy. Og vi kan ikke se bort fra, hvor krænkende det efter 35 år på en arbejdsplads at blive fyret og så mødt af en sagbehandler der spørger, hvordan har du det med det?,” siger Mette Frederiksen.
”Vi bliver nødt til at få lavet et cut i hele beskæftigelsesindsatsen. Hvis du kun er ledig, så handler det om at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Enhver indsats, der ikke bringer folk i arbejde – eller gør dem klar til arbejde er forkert,” siger Mette Frederiksen.
Flere klap end Helle
Ordene faldt i en debat om den danske model på LOs kongres i Aalborg. Og budskabet var populært. Den nye beskæftigelsesminister høstede markant flere klapsalver end statsminister Helle Thorning fik, da hun gæstede kongressen tidligere i dag.