Der er blevet skrevet mange kapitler i historien om Jagtvej 69 - grunden, hvor det tidligere Ungdomshus lå.
Og nu lader det til, at et helt nyt kapitel snart skal skrives.
En ny ejer forhandler nemlig om at købe grunden, der har stået tom, siden Ungdomshuset blev revet ned i 2007, oplyser P4 København.
Direktør for investeringsselskabet Ventureinstituttet A/S, Dines Dueholm, der som den største panthaver på grunden er direkte involveret i salget af Jagtvej 69, bekræfter oplysningen over for radiostationen.
Grunden, der i flere år har været ejet af Faderhuset, har tidligere været vurderet til en pris mellem 10 og 20 millioner kroner, men Dines Dueholm betegner de beløb for urealistiske både på grund af finanskrisen og adressens historie. Ventureinstituttet påregner derfor også at få et underskud på sine investeringer.
En afklaring på, hvad der skal ske med Jagtvej 69, skulle foreligge inden for to måneder.