Det lignede endnu en krise, da Jørgen Poulsen tirsdag blev smidt ud af folketingsgruppen i Ny Alliance.
Men krisen kan i virkeligheden blive partiets chance for at overleve næste valg.
Uden Jørgen Poulsen kan Ny Alliance nemlig vise sig over for vælgerne som et klart liberalt parti.
Det vurderer flere kilder over for Nyhedsavisen.
»Nu er der ingen bremseklods på længere,« siger en politisk kilde tæt på partiet.
En ny begyndelse
Jørgen Poulsen blev smidt ud af gruppen efter lang tids uenighed. Senest gik han imod partiets nej til euroen og imod partiets beslutning om, at Dansk Folkeparti ikke længere er fjenden.
Dermed er de to eneste folketingsmedlemmer, stifterne Naser Khader og Anders Samuelsen, nået tilbage til det sted, de begyndte for et år siden:
To mænd med en drøm om et nyt politisk parti, der kunne ændre Danmark.
Denne gang får de dog chancen for at gøre det på den rigtige måde.
Sponsor støtter stadig
En af NA's vigtigste sponsorer støtter fortsat partiet og eksklusionen af Jørgen Poulsen.
»Det er rart at se, at partiet er ved at lægge en klar liberal linie. I det omfang Jørgen Poulsen ikke har bakket op om den, er det en nødvendig beslutning og tegn på godt lederskab,« siger direktør Lars Seier Christensen fra Saxo Bank, som har doneret en million kroner til Ny Alliance.
Ifølge en anden kilde vil NA dog ikke modtage mere fra Saxo Bank, indtil der er »kommet styr på partiet«.
Ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen er der liberale vælgere nok til NA. Spørgsmålet er, om de vil stemme på partiet.
»Det er svært at se, hvordan NA kan overleve næste valg. De har brug for at sætte dagsordenen og levere politiske resultater. Det skal være en dagsorden, der kan støttes af regeringen og DF,« siger valgforsker Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet.
Jørgen Poulsen er ikke blevet ekskluderet af selve partiet, men kun af folketingsgruppen og må ikke deltage i møder. Siden partiets oprettelse har medlemmerne været uenige om, hvor liberalt partiet skal være.