Syv måneder med evig flugt. På ni forskellige gemmesteder. Konstant overvåget af bevæbnede PET-agenter.
Sådan har Kurt og Gitte Westergaards liv set ud siden november.
Men nu stopper flugten. Om få uger vender den 73-årige JP-tegner og hans hustru hjem til bopælen nær Århus.
»Det er træls at skulle flytte så tit. Selv om vi godt ved, at det er af sikkerhedsgrunde, så tærer det at rykke rødderne op hele tiden og konstant skulle vænne sig til nye omgivelser. Derfor er tiden nu kommet til at flytte hjem igen,« fortæller den 73-årige tegner.
Han har på intet tidspunkt været egentlig bange, fortæller han, selv om PET tilbage i november advarede ham om de konkrete mordtrusler mod tegneren, der står bag den måske mest omstridte af de 12 Muhammed-tegninger – den hvor profeten har en bombe i turbanen.
»Jeg har først og fremmest været vred over, at nogle mennesker har villet slå mig ihjel. Vreden har været en positiv ting. Den har givet mig en fornemmelse af at gøre modstand – og det har skubbet frygten væk,« siger han.
Desuden har det været beroligende at have PETs folk i nærheden, erkender han:
»Agenterne har været enormt professionelle. Især vores lokale PET-agent har været enestående. Han har altid været der for os – selv midt om natten. Og han har til tider ligefrem virket som en terapeut for os, når vi fortalte ham om vores tanker,« siger han.
PET er »forældre«
Han husker tydeligt den novemberdag, hvor PET-folkene ringede. Han og hustruen Gitte havde pakket kufferterne og skulle nyde en forlænget weekend i Paris – en gave fra Jyllands-Posten i anledning af hans 25 års jubilæum.
»Men den tur blev der ikke noget af. I stedet gik vi under jorden. Det er sgu en uhyggelig tanke, at nogen vil slå én ihjel,« fortæller han.
Månederne i skjul har gjort ham nærmest afhængig af PET.
»PET er pludselig blevet den store autoritet i vores tilværelse. Jeg skal altid drøfte med PET, hvad jeg foretager mig ud over det sædvanlige. Det har nærmest været som at have forældre igen. Men PET-folkene kan jeg sagtens leve med. Jeg kan jo åbenbart ikke være sikker på at leve uden,« som han siger.
Undervejs på deres månedlange flugt har ægteparret gjort hvad de kunne, for at holde humøret oppe. Selv de mindste ting har betydet meget, fortæller Kurt Westergaard:
»Man finder pludselig ud af, hvor tæt bundet man er til sit hjem. Min kone havde husket at medbringe små symboler, så som lysestager og vaser, der kunne minde os om vores hjem. Det har betydet meget for os i de svære tider,« fortæller han.
Jul med PET
Siden november har de kun været hjemme i huset i Århus én gang – til en julekomsammen, hvor gæsterne ikke kunne undgå at bemærke, at huset var omringet af PET-agenter.
»Det var en besynderlig oplevelse. Min kone og jeg følte os ganske trygge, men vores gæster har nok undret sig lidt,« husker han.
Endda med et lille grin.
For det er præcis sådan, Kurt Westergaard håber at huske tilbage på sagen, når stormen engang har lagt sig: Som en underholdende anekdote.
»Forhåbentligt bliver det engang en god historie,« som han siger.
Selv nærer han dog ingen ambitioner om at slippe endegyldigt fra det had, som har fulgt ham siden den første offentliggørelse af tegningerne i september 2005.
»Det er blevet en del af min skæbne, og sagen vil helt sikkert blusse op med jævne mellemrum,« siger han.
Godt at være gammel
Så hans tid med PET er langt fra overstået. Tværtimod er han indstillet på, at efterretningstjenesten på en eller anden måde vil være en del af hans liv, til det slutter.
Derfor er det nok meget godt, at han »er en gammel mand,« som han siger:
»Hvis jeg havde været 30 år og haft små børn, havde min reaktion været helt anderledes. Så ville frygten måske have fået overtaget, og jeg var måske gået under jorden for altid. Sådan en gammel mand som mig er ikke så bange for døden.«