Der er gode penge at tjene, hvis man sympatiserer med Taleban-militsen i Afghanistan og taler både dansk og pashtu – det sprog, Talebankrigerne taler.
Ifølge Hærens Operative Kommando og kilder i FN hyrer Taleban dansktalende tolke til at aflytte de danske soldaters indbyrdes radiokommunikation. Og lønnen er god, oplyser en højtstående sikkerhedsofficer i FN, der ønsker at være anonym.
»Mænd, som taler både dansk og pashtu, bliver hyret i stammeområderne i Pakistan og ansat fra mission til mission. Taleban betaler cirka 2-3.000 dollars (10.000-15.000 kroner, red.) for tolkenes indsats,« siger FN-officeren og oplyser, at problemet også gælder andre vestlige lande med soldater i Afghanistan.
Godt udstyr
Talebansoldaterne benytter sofistikeret udstyr, hvor de scanner og optager radiokommunikation, som derefter bliver oversat til pashtu af de dansktalende tolke. Oplysningerne bruger Taleban blandt andet til at planlægge bagholdsangreb på de danske styrker eller til at omdirigere egne soldater.
I FN-systemet formoder man, at tolkene har boet i Danmark. Militærekspert Peter Viggo Jakobsen fra Statskundskab ved Københavns Universitet er enig.
»Der er sandsynligvis tale om afghanere eller pakistanere, der har boet i Danmark i en periode, men som stadig har tilknytning til deres hjemlande, og som sympatiserer med Taleban. Hvis de rejser tilbage og optages i en Taleban-træningslejr, er det oplagt, at Taleban vil bruge deres sproglige kompetencer til at aflytte danskerne,« siger Peter Viggo Jakobsen, der vurderer, at Taleban højst har »en håndfuld« dansktalende tolke.
Talebans strategi overrasker ham i øvrigt ikke.
»Vi ved, at Taleban bliver bedre og bedre til at bruge elektronisk udstyr. Og så er aflytning ikke noget nyt fænomen i krigshistorien. De danske soldater aflytter jo også Taleban,« siger Peter Viggo Jakobsen. Oberst Henrik Sommer fra Hærens Operative Kommando bekræfter, at forsvaret kender til dansktalende personer i Afghanistan, som arbejder for Taleban. Derfor undgår danskerne helst radiosamtaler på dansk og taler i stedet kodesprog.
Kendt fra Jugoslavien
Også under NATO s indsats i Eksjugoslavien i 1990 erne oplevede danske styrker at blive aflyttet af dansktalende fjender. Hverken Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) eller Politiets Efterretningstjeneste (PET vil kommentere oplysningerne.
»PET er selvfølgelig opmærksom på, om herboende personer deltager i terrorrelaterede handlinger i udlandet,« siger PET s chef, Jakob Scharf.