Efteråret strammer grebet om Danmark i weekenden og den kommende uge.
Dagstemperaturerne vil ligge stabilt omkring de 13 grader, mens nattekulden læner sig op ad vinterdyner og uldsokker. Nattetemperaturen falder til mellem to og syv grader allerede i nat, og nogle steder i Jylland vil man få nattefrost.
Ifølge DMI bliver weekenden typisk for årstiden. Lørdag får vi lidt eller nogen sol med mulighed for byger i de østlige egne. I det indre Jylland kan nattetemperaturerne komme under frysepunktet. Søndag starter med en smule sol i Østdanmark, men det bliver hurtigt skyet, og om eftermiddagen vil der komme regn vestfra.
Vinden vil være jævn til hård - ved Vestkysten varsles dog kuling.
Næste uge holder dagstemperaturerne sig omkring de 13 grader, og om natten bliver det mellem to og syv grader varmt. Vinden vil være frisk, og vi får spredte byger.
Kilde: DMI