Kan det være rigtigt, at institutioner skal betale alt for høje priser for de varer, som de køber gennem den kommunale indkøbsordning?
Nej, mener København overborgmester Frank Jensen (S). Han vil nu sætte en undersøgelse i gang, efter de seneste dages debat om ordningen.
"Ideen med at købe fælles ind er selvfølgelig at spare penge - bl.a. sparer vi seks millioner kroner om året i el via ordningen. Men når vi nu hører, at flere medarbejdere oplever, at nogle produkter bliver dyrere, er det klart, at vi må se ordningen efter i sømmene," siger han i en pressemeddelelse.
Debatten har raset de seneste dage, efter Nyhedsbureauet Newspaq kunne afsløre, at børnehaver betaler ågerpriser for de varer, som de køber gennem ordningen. Bl.a. giver daginstitutioner 11 kroner for en liter økologisk mælk og over 15 kroner for en agurk.
Flere institutioner har udtrykt frustration over at være tvunget til at købe dyrere varer, når de selv kunne gøre det billigere i supermarkeder, og det vil Frank Jensen lave om på.
"Grundlæggende er det en fornuftig ide at købe stort ind, for det kan spare kommunen for mange penge. Men det hjælper jo ikke, hvis institutionerne oplever systemet som en rigid spændetrøje, der koster dem flere penge, end den sparer dem," siger han.
Embedsmænd skal nu se lave et eftersyn af ordningen for at se om den er rentabel.