Det er ikke kun smøghungrende danskere, der bliver frustrerede over den nye rygelov. Også i Norge har en lignende lov vakt postyr og fik for ikke længe siden en flok af de mest trængende til at oprette såkaldte rygeklubber.
Klubber med op til 120 medlemmer, hvor man kan melde sig ind og derefter i socialt samvær.... ja, ryge.
Men den går ikke, lyder det i dag fra Norges Højesteret, der har bestemt, at også rygeklubber er brud på loven. Det på trods af, at medlemmerne af rygeklubberne har betalt kontingent og i øvrigt skrevet under på, at rygning er en del af det at være medlem.
Rygeklubber er nemlig at regne som alment tilgængelige, selvom det koster penge og medlemsskab at komme der. På trods af kriterierne for at deltage i rygeklubben er det nemlig stadig ikke at betragte som en privat forening, mener Højesteret.
Det er uvist, om rygeloven har fået danskere til at lave rygeklubber herhjemme. Men skulle det være tilfældet, vil det højst sandsynligt også være ulovligt. Dansk værtshusejere kan med andre ord godt glemme at tillade rygning ved at kræve medlemsskab af gæsterne på værtshuset.
- I Danmark er det heller ikke tilladt at ryge i klubber eller foreninger, uanset om den enkelte klub kræver, at man skal være medlem for at komme ind. Det er ligegyldigt, hvad klubbens formål er, lyder det således fra fuldmægtig i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse Hanne Nicoline Makholm.
Og det ændrer ikke noget, at man kun kan komme ind, hvis man er medlem, tilføjer hun:
- Hvis der er fri adgang til at melde sig ind, og hvis man vil deltage på de betingelser, som klubben opstiller, vil vi også her i landet sige, at der er umiddelbar adgang for offentlighed. Hermed falder foreninger, klubber osv. ind under lovens bestemmelse om indendørs lokaliteter, hvortil offentligheden har adgang, og her er det ikke tilladt at ryge.