Nordkorea oplyser i dag, at man er ved at lægge sidste hånd på forberedelserne af det missil, som skal sendes ud i rummet i forbindelse med landets tidligere diktator, Kim Il-sungs, 100 års fødselsdag.
Opsendelsen er planlagt til et tidspunkt mellem i dag og næste mandag og møder hård kritik fra blandt andre Rusland og Sydkorea, skriver Reuters.
Det internationale miljø frygter nemlig, at fødselsdagsmissilet, som ifølge Nordkorea blot er en vejrsatellit, i virkeligheden er en skjult missiltest i forsøget på at udvikle et missil, som kan bære atomvåben.
"Opsendelsen af Kwangmyongsong-3 satelliten er en gave fra folket til vores store leder, kammerat Kim Il-sung i forbindelse med hans 100 års fødselsdag, så det kan ikke være en missiltest," siger vicedirektøren i det nordkoreanske rumprogram, Ryu Kum-chol, til Reuters.
I Rusland, som tidligere har været Nordkoreas allierede, køber man ikke den forklaring.
"Vi opfatter Pyongyangs (Nordkoreas hovedstad, red.) beslyutning om at gennemføre opsendelsen af en satellit som en tilsidesættelse af FN's Sikkerhedsråds beslutning," siger talsmand for det russiske udenrigsministerium, Alexander Lukashevich, ifølge Reuters, med henvisning til FN's tidligere fordømmelse af missilplanerne.
Kilde: Reuters