Der er rift om pladserne som advokatsekretær, så man skal være glad, hvis man finder en elevplads.
Sådan var det også for Phuong Pham Thi, da hun som 23-årig fik plads som elev i advokatfirmaet Bent Stamer i Aalborg.
Men i to år fik hun ingen pension, selv om det er et krav i Erhvervsuddannelsesloven.
Læs også: Slagsmål om elevløn afgjort: Phuong får 43.000
Først efter en lang og opslidende retssag har Højesteret nu afgjort, at firmaet skal punge ud.
- Særligt fordi man arbejder på et advokatkontor, og de har valgt at have mange elever i forhold til kontorets størrelse, så går man ud fra, at de sætter sig ind i reglerne for elever, siger Phuong Pham Thi.
Firma skiftede mening
Allerede, da hun blev ansat som elev i 2007, var hun klar over, at hun havde ret til de privilegier, som fremgår af fagforeningen HK/Privats overenskomst for elever - også selv om advokatfirmaet ikke havde overenskomst.
Det vil i praksis sige, at elever udover den faste elevløn har ret til pension, feriefridage, fritvalgskonto og er beskyttet mod usaglig fyring.
Ifølge Phuong gjorde hun selv hurtigt opmærksom på problemet. Beskeden fra firmaet lød, at det skulle de nok finde ud af.
Først da elevtiden nærmede sig sin afslutning i 2009, blev hun nervøs for, om hun nogensinde ville se sine penge.
- Så havde de lige pludselig ændret kurs til, at jeg ikke havde ret til pension, fordi de ikke havde overenskomst med HK, forklarer hun.
Eleven blev lagt på is
Det faldt ikke i særlig god jord, da hun nævnte over for arbejdsgiveren, at hun ville køre en sag gennem fagforeningen HK.
Phuong følte sige overset på kontoret og fik kun få opgaver.
- Det var en svær periode på arbejdet. Det er ikke sjovt at skulle lægge sag an mod sin arbejdsgiver, hverken for den ene eller anden part. Jeg havde håbet på, at vi kunne klare sagen i mindelighed, fortæller Phuong, som i dag er 30 år og arbejder som advokatsekretær i et andet firma.
Sagen har været længe undervejs, fordi den først har kørt i det såkaldte Tvistighedsnævn, derpå Sø- og Handelsretten, for derefter at lande i Højesteret, hvor den først blev afgjort i slutningen af november.
Afgørelsen har principiel betydning for 83.000 elever og lærlinge, fordi det nu ligger fast, at den kollektive overenskomst inden for uddannelsesområdet er styrende for elevers løn- og ansættelsesforhold, uanset om et firma har overenskomst eller ej.
Advokatfirma i tvivl om reglerne
Advokatfirmaet Bent Stamer skal nu betale knap 43.000 kroner til Phuong Pham Thi, som dækker over manglende pension, manglende indbetaling til fritvalgskonto og kompensation for en mangelfuld uddannelsesaftale.
Advokat Svend Harbo fra firmaet genkender ikke den tidligere elevs version af forløbet.
- Der har hele tiden hersket tvivl om de her regler, forstået på den måde, at det først er nu, Højesteret har truffet afgørelse om det, siger han.
Elever i advokatfirmaet får i dag pension og løn efter overenskomstens regler, oplyser Svend Harbo.
Læs hele dommen fra Højesteret her.