Klimaforandringerne får nu Kulturarvsstyrelsen i Danmark til at gå sammen med kollegerne i Norge og Sverige.
Sammen skal landene finde ud af, hvordan den fællesnordiske kulturarv skal overleve følgerne af den globale opvarmning.
Stigende temperaturer og mere nedbør sætter nemlig gang i algerne på blandt andet runesten, mens vandstigninger resulterer i, at den jord, som oldtidsfundene befinder sig i, eroderer.
Fælles problem
»Derfor er samarbejdet absolut en god idé. Klimaforandringerne er et fælles problem, og hvis der er oversvømmelser i Norge, er der sikkert også oversvømmelser i Danmark,« siger seniorforsker på Nationalmuseet Henning Matthiesen.
I hælene på det fællesnordiske projekt kommer der nu en svensk rapport, som viser, at øget forurening truer den svenske kulturarv. Oldtidsfund såsom runesten, spydspidser af jern og knoglerester bliver hurtigere nedbrudt i dag end for bare en menneskealder siden. Syreregn har ifølge rapporten ætset den svenske kulturarv til ukendelighed.
Seniorforsker Henning Matthiesen mener, at syreregn ikke er det store problem i Danmark, på grund af den kalkholdige undergrund.
Noget tyder dog på, at forurening i form af klimaforandringer påvirker den danske kulturarv.
Forfald går stærkt
»En undersøgelse fra en udgravning i Sønderjylland viste, at fundene i dag er i en meget dårligere tilstand end for 100 år siden,« siger Henning Matthiesen.
Hans kollega på Nationalmuseet forskeren David Gregory mener, at forfaldet af stenalderbopladser og skibsvrag nu går så stærkt, at man er nødt til at prioritere, hvilke man skal bevare for eftertiden.
»Jeg ville gerne bevare det hele, men det er bare ikke muligt,« siger han.
En ny svensk rapport giver
forurening og klimaforandringer skylden for, at oldtidsfund nedbrydes
hurtigere i dag end for 50 år siden.
Blandt andet runesten samt metal og knoglerester i jorden er i fare for at forsvinde helt.
Temperaturstigningerne i havet har ført til en drastisk forøgelse af pæleorm, som truer med at fortære skibsvrag.
Stigninger i vandstanden er desuden med til at erodere jorden, hvilket risikerer at ødelægge oldtidsfund.