Nordea Danmark gjorde ikke opmærksom på egne finansielle interesser i Pandora, da banken fremlagde en investeringsanalyse om smykkekoncernen.
Derfor er Nordea nu blevet meldt til politiet af Finanstilsynet.
"Vi mener ikke, at de har givet de oplysninger om interessekonflikter, som de burde i den investeringsanalyse, de har sendt videre til deres kunder," siger vicedirektør i Finanstilsynet Julie Galbo til Newspaq.
Sagen drejer sig om en analyse fra september 2010 - en måned før Pandoras børsnotering.
Nordea ejede på tidspunktet for analysen 3,9 procent af Pandora, der for nylig raslede ned i kursværdi efter et chokerende dårligt kvartalsregnskab.
Bankkoncernen har helt konkret overtrådt bekendtgørelsen om at oplyse om betydelig finansielle interesse. Og her har bankens såkaldte disclaimer i forbindelse med investeringsanalysen ikke været nok.
"Grunden til, at investorer skal have de oplysninger, er, at det er den eneste måde, de kan vurdere objektiviteten af en analyse på. Hvis ikke de får oplysninger, som kan påvirke analytikeren, eller beslutningen om at distribuere analysen, så har de ikke rigtig noget redskab til at foretage den her vurdering," siger Julie Galbo.
Det er i øvrigt første gang, at en overtrædelse af bekendtgørelsen er blevet meldt til politiet.
Læs hele grundlaget på Finanstilsynets hjemmeside: Finanstilsynet