Der blev ikke kastet med sten, der blev ikke talt med store bogstaver, og det var ikke tid til selvransagelse på Vedbæk Boldklubs baner i går formiddag.
For at blive i floskelsproget var alt dermed, som det plejer, i den danske landsholdstrup dagen efter nederlaget til Spanien. Desværre!
For faktum er, at næste sommers EM i Østrig og Schweiz formentlig bliver uden dansk deltagelse. Lige som sidste sommers VM-slutrunde var det. Og derfor kan pladen altså ikke køre videre i samme rille.
Må vise handlekraft
Enten skal Morten Olsen skiftes ud, eller også må han ofre nogle af sine faste yndlinge og gennemføre et omfattende generationsskifte.
Ingen betvivler Morten Olsens evner som træner, og hans internationale format og positive tilgang til spillet har klædt det danske landshold. Men måske er æraen bare forbi.
Efter syv år på posten bør den 58-årige træner overveje, om han kan tilføre holdet mere. Jeg har min tvivl!
Det er muligt, at der ikke er nogen oplagte alternativer hverken til Olsen eller til de aldrende spillere, men i en tid, hvor interessen for landsholdet er dalende, og resultaterne udebliver, skal der udvises noget handlekraft. Der skal være en følelse af, at noget er forandret, når kvalifikationen til VM skydes i gang om et år.
Går Olsen ikke selv, må han lade det gå ud over spillerne. 33-årige Niclas Jensen og 36-årige Thomas Helveg er sikkert snart fortid i rødt og hvidt, men er det nok? Morten Olsen har gennem mere end et halvt årti trofast holdt fast i gamle travere som Tomasson, Grønkjær, Jørgensen, Laursen og Rommedahl.
Måske har de endnu en slutrunde i sig, og måske er de stadig bedst på hver deres plads, men tiden må i den grad være moden til at give dem noget konkurrence fra fremtidens folk som Nicklas Bendtner, FCM-fløjene Mikkel Thygesen og Simon Poulsen og FCK s William Kvist.