I løbet af kort tid blev Nørrebro lørdag eftermiddag forvandlet til et inferno af brosten, tåregas, demonstranter og politifolk. Efter et par timer med konfrontationer mellem demonstranter og politifolk, stilnede situationen af omkring klokken 18, hvor demonstranterne sivede ud på det meste af Nørrebro. Flemming Steen Munch, talsmand for Københavns Politi sagde, da optøjerne var løjet af:
»Vi har endnu ikke et samlet overblik over situtationen, men godt 300 personer er blevet anholdt.«
Fra politi og demonstranter er der ikke enighed om, hvorfor situationen udviklede sig som den gjorde. I en pressemeddelelse fra Ungdomshuset, fastholder Ungdomshusets beboere, at de ikke ville konfrontationen.
»Hele dagen inden demonstrationen har politiet lagt op til kamp i gaderne på Nørrebro. De fik hvad de ville - det gjorde vi ikke. Vi ønskede ikke en konfrontation. Vi vil bare have Jagtvej 69,« skriver de unge i en pressemeddelelse, som blev sendt ud til flere danske medier. Her gør de unge også klart, at de er indstillede på at fortsætte kampen.
Til TV2 News udtalte Flemming Steen Munch, da urolighederne havde lagt sig, at politiet til at begynde med havde ladet demonstranterne marchere, men greb til handling, da der blev kastet sten efter politiet.
Politiet har i løbet af dagen fået assistance fra flere poltikredse i landet heriblandt Odense Politi.
Seks personer er efter sigende blevet såret i konfrontationen mellem politi og demonstranter. Det gælder fire politibetjente, som er ramt af brosten og kasteskyts samt to demonstranter, hvoraf den ene har fået fire fingre sprængt af. Den anden har slået hovedet voldsomt. Flere butikker har fået smadret ruder og er blevet udsat for plyndring. Blandt andre McDonalds, Nørrebro Nærpolitistation og Danske Bank fik en omgang med brostenene.
I øjeblikket er en del unge mennesker samlet i Ungdomshuset, og det lader ikke til, at politiet vil bruge den optrappede situation til at rydde Ungdomshuset. Det oplyser kilder tæt på politiet til Politiken.dk. Klokken 19.30 var dele af Nørrebro stadig spærret af omkring Nørrebros Runddel og Dronning Louises Bro.
Billeder fra demonstrationen:
Politiet havde hunde med for at holde styr på situationen. Foto:DNY/Haraldur Jonasson
Mellem 200 og 300 demonstranter blev anholdt Foto: DNY/Haraldur Jonasson
På Jagtvej blev der tændt bålbarrikader ud for Ungdomshuset Foto: DNY
Demonstranterne kastede med malingbomber, kanonslag og brosten Foto: DNY/Haraldur Jonasson
Politiet var mødt op med forstærkning fra blandt andet Odense Foto: DNY/Jacob Nielsen
Omkring 1.000 demonstranter var mødt op fra både Tyskland og Danmark Foto: DNY
Mange demonstranter var maskerede. En del lokale fulgte også med Foto: DNY
Trafikken var spærret på Jagtvej under urolighederne Foto: DNY