Anmeldt af Noe Habermann, kultur@avisen.dk
Spider-Man 3
Instr. Sam Raimi
Det er blevet skæppeskønt at være Spider-Man – en fejret superhelt i en sund by. Alle elsker Spidey, og alter egoet Peter Parker (Tobey Maguire) elsker sin Mary Jane (Kirsten Dunst).
Men idyllen har sløvet netsvingerens determinerende sjette sans. Han er for vild med at bade i rockstjerne-dyrkelsen til at mærke, at han forsømmer sin eneste ene, der har anderledes knas i karrieren. Og på sidelinien stimler nye trusler sammen.
Der er den evige kærlighedsrival Harry Osborn (James Franco), der opslugt i bitterhed følger i sin afdøde superskurke-faders fodspor som New Goblin. Der er den undslupne fange Flint Marko (Thomas Haden Church), der måske dræbte Peters onkel, og efter en tur i en molekylecentrifuge er omdannet til den mægtige, formskiftende Sandman.
Og så er der den ildevarslende, olielignende organisme, der dryppet ned fra verdensrummet går i symbiose med vor helt, og fremmaner nye mørke sider i både Peter og Spider-Man.
En afviger
Se det var allerede en del konflikter at skulle have styr på i ’Spider-Man 3’, men for det ikke skal være løgn, skaber begivenhedernes gang skam endnu en modstander: det hadefulde monster Venom (Topher Grace). For når nu instruktør Sam Raimi afviger fra den én ærkeskurk per film -filosofi, han så effektivt orkestrerede de to første dele efter, så afviger han sandelig grundigt!
Det lider underholdningen absolut ikke under. Men det gør indlevelsen, og dermed får humanisten Raimi ikke afsluttet sin ellers virkeligt vellykkede vision om superhelten med hverdagsproblemerne på et helt så højt stade, som han indledte og (især) fortsatte den.
Spild af skurk
Den lette, men loyale taleboble-stemning er ellers intakt, og computereffekterne på plads. Særligt en løbsk kæmpekrans skyskraber-skamfering, Spideys dueller med Sandman, samt Venoms fødsel, er spektakulære og medrivende.
Det rene guf er også space-symbiotens påvirkning af spejderdrengens rene sind, resulterende i en ondskabsfuld, hævngerrig og vrissen Spider-Man – og en transformering af Peter fra vandkæmmet nørd til slikket smartass. Originalt er det ikke (en lignende personlighedsspaltning var i sin tid det eneste forsonende element ved ’Superman 3’), men ligesom den enkle humor, fungerer det upåklageligt.
Desværre skal Raimi også nå at have så meget andet med, at det lovende selvopgør, trods 140 minutters spilletid, må jappes færdigt. Forhastet er også hele Venom-tråden, der har et kæmpe potentiale (udnyttet med enorm popularitet i tegneserien), men ender som et smertende spild af skurk.
Det kan der måske rettes op på i en firer. Det virker dog usandsynligt, at det bliver med Raimi bag roret. Med ’Spider-Man 3’ får han bundet sine ender sammen, gjort op med Peter Parkers indre dæmoner og afsluttet sin trilogi fornøjeligt og tilfredsstillende – trods en snert af skuffelse over spildte muligheder.