Fredag bølgede den centrale Kathmandu af voldsomt utilfredse borgere, der mener at den siddende maoistiske regering har spillet fallit. Den skulle sikre en ny grundlov forhandlet færdig 27. maj, men det skete ikke.
Det er ikke sært, at folk er utilfredse, fordi de har ventet i 60 år på en grundlov. Siden det maoistiske oprør sluttede i 2006, og der kom valg, har parlamentet, der dublerer som grundlovgivende forsamling, forsøgt at skabe enighed.
At den maoistiske regering derfor opløste Nepals parlamentariske forsamling og udskrev valg har skabt stor politisk usikkerhed.
I henhold til oppositionen, som beskrevet i The Himalaya Times, var der kun eet eneste problem tilbage for politikerne. Det var opdelingen af landet i federale stater.
Nepali Congress' leder, forhenværende premierminister Sher Bahadur Deuba, sagde ved demonstrationen, at der var en aftale om at erklære nødret et par dage for at blive enige.
I stedet udskrev den siddende premierminister Baburam Bhattarai valg.
Glemte noget
Problemet er både politisk og juridisk. Forfatterne af aftalen bag det midlertidige parlament og den midlertidige grundlov overså muligheden for, at politikerne ville være uenige trods flere forlængelser af tidsfristen.
De 601 politikere skulle være enige om alle ting, og den vision holdt ikke.
Nepals Højesteret afviste tre dage før grundlovens deadline at give flere forlængelser for fristen og kundgjorde, at næste skridt måtte være et valg. De to største oppositionspartiet Nepali Congress og Kommunisterne (UML) jublede.
Den maoistiske regering måtte erkende, at deadline ville blive overskredet, selv om flere meget vigtige emner var sent i udvalg til senere afgørelse.
Da regeringen så tog konsekvensen og udskrev valg til den 22. november, gik oppositionen pludselig den modsatte vej, og kaldte beslutningen grundlovsstridig og et forsøg på at ”fange fisk i landets mudrede vand ved at dele folket.”.
Stor uenighed
Godt nok er Nepal ikke et stort land, men der tales for eksempel 90 sprog i landet på Himalayas skrænt. Hvordan dette tidligere enevældige kongedømme skal opdeles og regeres er en politisk og kulturel kabale uden en åbenlys løsning.
Det måske mest knudrede problem er, om de enkelte regioner af Nepal skal have etniske identiteter eller ej. De to oppositionspartier afviste et kompromis med de etniske grupper og maoisterne og nægtede at tage en afstemning før deadline.
Nu afviser oppositionen at deltage i det annoncerede valg, formentlig fordi de frygter at tabe til maoisterne, der ved sidste valg blev Nepals største parti men uden at have et flertal.
Rådvildhed
I Kathmandus gader har der fredag været repræsentanter for 22 politiske partier, der er skuffede over udviklingen. De vil ikke deltage i en enhedsregering med maoisten Bhattarai, og de vil ikke have valg.
[pagebreak]Den eneste måde at få gennemtrumfet en nyt valg er at få vedtaget en tilføjelse til den midlertidige grundlov, men forsamlingen, der kan vedtage den, eksisterer ikke mere.
Premierminister Bhattarai udskrev valget i timerne før forsamlingens mandat udløb men uden at sende beslutningen til afstemning.
Det lægger alle kortene foran præsident Ram Baran Yadav, der groft sagt ikke har myndighed til at udskrive valg.
Befolkningen
Ikke overraskende ønsker mange i befolkningen, at politikerne snart kunne stoppe diskussionerne og koncentrere sig mere om det fattige lands økonomiske udvikling.
Borgerkrigen er forbi efter 16.000 døde, og maoisterne har langt om længe afvæbnet deres styrker og fået en del integreret i landets hær. Nye sociale grupper som fagforeningerne har fået adgang til det politiske liv.
Klasse, kaste og etnisk gruppe er i fokus, og landet synker dybere ned i korruption og uenighed. Politikere er ved at miste kontrollen med de etniske og klassemæssige spændinger, de selv har pustet til.
Næsten halvdelen af befolkningen er arbejdsløs. Nepal lever i høj grad af international bistand, men ingen siger bistandsorganisationerne og donorlande vil fortsætte så længe den politiske løsning er ude af syne.