Tirsdag aften stod maskinerne stille på Post Danmarks pakkecenter i Brøndby. Serveren var brudt ned, og mellem klokken 17 og 22 blev der ikke sorteret pakker.
"De fem timers nedbrud svarer til, at vi mistede halvdelen af vores produktionstid", forklarer Henning Christensen, chef for Produktion og Transport i Post Danmark i en pressemeddelelse.
"Nogle pakker når slet ikke ud fra pakkecentret, mens andre kommer senere af sted. Vi har arbejdet på højtryk hele natten for at indhente forsinkelsen, og vi har forlænget arbejdstiden, så langt de fleste pakker kom igennem".
Alligevel vil omtrent ti procent af pakkerne blive forsinket. Det drejer sig hovedsageligt om pakker til den østlige del af landet.
Henning Christensen anbefaler, at man bruger postens Track & Trace funktion for at se, hvornår man kan forvente pakkens ankomst.
Det er det andet nedbrud på mindre end en måned. I begyndelsen af marts blev pakker på Jylland og Fyn forsinket med flere dage, fordi det gik galt med teknikken på en pakkecentral i Taulov.