Har dine forældre skænket dig et unikt men meget langt navn, så risikerer du at flyet letter uden dig. Årsag: der ikke står det samme på din billet som i dit pas.
Flyselskabernes bookingsystemer accepterer i de fleste tilfælde kun op til 32 bogstaver med mellemrum - og derfor er det godt at hedde 'Mads Jensen' og ikke 'Mads Emil Tristan Toftegård-Jensen'.
"Det er en ældgammel problematik, at der ikke er plads til otte navne i bookingsystemerne, og at det kan skabe problemer. Begrænsningerne blev nemlig vedtaget engang i 1970'erne, hvor der ikke var den fokus på terror, som der er i dag," fortæller direktør i Danmarks Rejsebureau Forening Lars Thykier til Nyhedsbureauet Newspaq.
Det oplevede en dansk familie for nylig, da de købte fire returbilletter til Nice.
Tre af billetterne blev fremsendt på mail. Men da den ene søns navn var for langt til at kunne stå på den elektroniske billet, oplyste rejsebureauet, at hans billet ville blive fremsendt per post den samme dag. Men familien modtog aldrig billetten og strandede i lufthavnen.
Sagen kommer ikke bag på navneforsker Michael Lerche Nielsen fra Københavns Universitet. Danskernes hang til længere navne giver nemlig oftere og oftere problemer, når der handles og udfyldes formularer på nettet.
"Det er altså dødens pølse at hedde noget meget langt, når man skal udfylde formularer. Og jeg har flere gange som navneforsker hørt, at flybilletter giver helt konkrete problemer. Det skyldes, at der typisk kun er plads til noget af navnet på billetten. Og der er det jo flyselskabernes ansvar, at de mennesker, de har med ombord, svarer pinligt nøjagtig til det, der står i passet. Og så er de i deres gode ret til at afvise folk," siger han til Newspaq.
Generelt er danskerne godt gang med at gifte sig til længere navne eller udstyre deres børn med besværlige mellemnavne og både fars og mors efternavn forbundet med bindestreg. Det er en trend, der skabt af stjernerne i Hollywood. Men den danske kongefamilies lange navne bidrager også til trenden, fortæller navneforskeren.
"Nu skal børnene stadses op efter alle kunstens regler. Og ligesom det er vigtigt for forældrene at have noget fra begge familier, så er det en trend, at de skal have mange og finurlige navne, fordi man gerne vil skille sig ud fra mængden. De tider, hvor man var stolt af at hedde Peter Hansen eller Lene Nielsen er slut," siger Michael Lerche Nielsen.