Om han havde regnet med at blive stoppet af politiet, eller han var på vej i banken, er ikke til at sige. Men en bilist i Østjylland var i hvert fald godt forberedt på et møde med myndighederne.
Han blev stoppet af politiet for at køre mistænkeligt, og på stedet betalte han med kontanter en samlet gæld til det offentlige på 81.000 kr..
"Bilisten var ikke spirituspåvirket, men narkopåvirket. Og i forbindelse med sagsbehandlingen fandt vi en del penge på ham," oplyser vagthavende ved Østjyllands Politi til jp.dk.
Betjentene opdagede, at manden skyldte offentlige myndigheder i alt 81.000 kroner, men det var åbenbart ikke noget problem for ham.
"Det var både bøder til politiet og penge til Skat. Så han slap i alt 81.000 kr., men han havde flere penge på sig," fortæller den vagthavende.
Bilisten er løsladt igen, men han bliver sigtet for narkotikakørsel og får formentlig en betinget frakendelse af kørekortet.