Det seneste år har kostet mænd dyrt. Ved udgangen af marts var næsten ti procent af mændene arbejdsløse. Sidste sommer var tallet under syv procent.
Det viser tal fra AK-Samvirke, brancheorganisationen for danske a-kasser, der har opgjort ledigheden blandt mænd og kvinder tilbage fra 1995. Tallene er opgjort på baggrund af den seneste arbejdskraftundersøgelse, der blev offentliggjort 26. maj.
Den stigende ledighed kender ikke til ligestilling. Mændene har ellers konstant haft en lavere arbejdsløshed end kvinder fra 1995 til midten af 2008. Der var der for første gang flere mænd end kvinder i arbejdsløshedskøen, og gabet mellem kønnene er kun vokset siden.
Mænd er taberne i fremtiden
”Det er en tendens, der vil fortsætte i fremtiden, hvor mænd vil blive hårdere ramt af ledighed i krisetider. Kvinderne er bedre uddannede, og vi ved, at uddannelse sikrer en mere fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Samtidig er flere kvinder beskæftiget i det offentlige, mens der er flest mænd i byggefagene og industrien, hvor ledigheden har ramt hårdt,” siger Michel Klos, konsulent i AK-Samvirke.
Arbejdsløsheden har større konsekvenser for mændene. Mænd er nemlig mere risikovillige og forsikrer sig sjældnere mod ledighed. 67 procent mænd er dagpengeforsikrede mod 76 procent af kvinderne.
Flere kvinder i a-kasse
Hverken opturen eller krisen har ændret på den forskel mellem kønnene.
”I de sidste 10 år har der i hele perioden været mellem syv og ti procentpoint flere kvinder end mænd, der var medlem af en a-kasse. Mænd er mere risikovillige også hvad angår arbejdsløshedsforsikring, men det rammer dem hårdt. Rigtig mange kan heller ikke få kontanthjælp,” siger Michel Klos.