Muslimske piger bliver tvunget til lægen af deres familier for at få udstedt en lægeerklæring, der bekræfter, at de er jomfruer.
"Pigerne er utroligt bange for at møde op hos lægen og få foretaget denne undersøgelse, fordi mange af dem ikke er jomfruer," fortæller socialrådgiver og sygeplejerske Kristina Aamand til DR Nyheder.
Hun står bag hjemmesiden Nymødom.dk, hvor muslimske piger kan få oplysninger om seksualitet og jomfrudom.
Familierne tvinger deres døtre til få at lavet erklæringen for at bevare familiens ære og samtidig bevare døtrenes værdi på bryllupsmarkedet, siger Kristina Aaamand.
"For mange af de her piger er et jomfru-certifikat hele grundlaget for, hvorvidt de kan blive gift eller ej," siger hun.
Ud af 50 henvendelser om måneden på hjemmesiden handler hver tredje om certifikaterne.
En af de piger, der snart skal til lægen og have papir på sin mødom, er 18-årige 'Amina' (navnet er opdigtet, red.), der har arabisk baggrund.
"Det er en tradition i familien at sikre sig, at pigen er jomfru. Det er den eneste måde at blive gift rigtigt på," forklarer hun.
De sidste to år har Amina haft en dansk kæreste uden familiens viden. Da hun ikke længere er jomfru, frygter hun lægens dom og familiens reaktion.
"De ville bandlyse mig, hvis de fandt ud af, at jeg har mistet min mødom til min danske kæreste. Jeg ville aldrig høre fra dem igen."