Den dansk-syriske indvandrer Naser Khader fik medvind under Muhammed-krisen, men floppede med sin forening Demokratiske Muslimer, der aldrig blev muslimernes samlende talerør.
Og han kommer heller ikke til at dræne Det Radikale Venstre for vælgere, der bekender sig til islam, når han forlader partiet.
Det vurderer samfundsdebattøren Zubair Butt Hussain. Han mener tværtimod, at muslimerne stemmer på partiet De Radikale og ikke Naser Khader.
- De danske muslimer, der stemmer på de Radikale, gør det øjensynligt på grund af partiets politik og ikke på grund af en person. Naser Khader har stødt mange fra sig med sin uvidenhed om islam og firkantede kritik af tørklædet, siger Zubair Butt Hussain, der nævner angrebet på partifællen Elsebeth Gerner Nielsen som det seneste eksempel på udtalelser, som der bestemt ikke er muslimske stemmer i.
- Han beskyldte hende jo direkte for at gå islamisternes ærinde ved at tage et tørklæde på. Det er en retorik og kategorisering, som typisk hører hjemme i Dansk Folkeparti, siger Zubai Butt Hussain.
Og den danske imam Abdul Wahid Pedersen er ikke i tvivl om, at Naser Khaders exit nu vil få flere muslimer til at stemme på de Radikale.
- Det kan godt være, at han nu trækker mandater ud af de Radikale, men det bliver ikke muslimernes stemmer. Mange har direkte afholdt sig fra at på partiet på grund af Naser Khader. Han er ikke særlig populær i de fleste muslimske kredse, fordi han gennem hele sin politiske karriere har gjort et stort nummer ud af at lægge afstand til islam og muslimer, siger Abdul Wahid Pedersen.