Nu må det svineri snart være slut
Med de ord indleder en ny muslimsk bevægelse en højst utraditionel kampagne, hvor man kræver bedre vilkår for danske slagtesvin, der ifølge bevægelsen lider unødigt meget under lange udmattende transporter og kastration uden bedøvelse.
- Det er jo skændsel for hele vores nation, når sådan noget foregår, mener imam Abdul Wahid Pedersen, der sammen med fire andre muslimer står bag bevægelsen Muslimer for danske svins rettigheder .
Svinekød er forbudt at spise for muslimer på grund af et specifikt forbud i Koranen, men det udelukker ikke, at muslimer kan kæmpe for det urene dyrs rettigeheder , mener Abdul Wahid Pedersen.
- Selv svin, der skal slagtes, er en del af Guds skaberværk og har krav på en menneskelig - ikke svinsk - behandling, og derfor vil vi nu med læserbreve i dagbladene udtrykke vores store harme over den slags overgreb, siger imamen til Avisen.dk
Han frygter ikke en reaktion fra vrede muslimer verden over, der ikke kan se formålet med, at muslimer skal kæmpe for et urent dyr.
- Der skal selvfølgelig nok være et par stykker, der reagerer. Men selvom vi ikke spiser svinekød, vil vi gerne vise, at muslimer også kan diskutere andet end tørklæder og islamisering. Det er lige så meget et signal om, at vi også bekymrer os om helt almindelige problemstillinger på kloden, som den globale opvarming og dyrevelfærd, forklarer Abdul Wahid Pedersen.
I Det Islamiske Trossamfund forstår man ikke, at det skulle være nødvendigt, at muslimer nu skal forsvare svins rettigheder, men understeger, at det heller ikke er i strid med islams lære.
- Selvom et svin er urent, skal det ifølge islam behandles på samme måde som en ko, og ikke lide under transport og den slags, men vi mener, at det her nok mere er en sag for dyrevelfærdsorganisationer end for muslimer, siger trossamfundets talsmand, Bilal Assaad.
Bevægelsen Muslimer for danske svins rettigheder vil ikke udelukke, at svinekampagnen bliver fulgt op med nye aktioner.
- Jeg håber, at andre muslimer bakker op om kampagnen. Og det er da bestemt ikke utænkeligt, at vi vil udvide med demonstrationer eller happenings. Måske vil vi snart se unge muslimer på Rådhuspladsen med påklistrede grisetryner, siger Abdul Wahid Pedersen.