De fire årstider , Clair de Lune eller Beethovens måneskinssonate kan gøre mange mennesker i godt humør. Og de kan åbenbart også gøre planter glade.
Et sydkoreansk forskerhold har fundet ud af, at to gener i planter reagerer, når visse toner bliver spillet. Forskerholdet siger til bladet Molecular Breeding, at de håber, deres opdagelse på sigt kan bruges til at få planterne til at vokse hurtigere. For eksempel kan planter blive bedt om at blomstre, når der bliver spillet en bestemt tone.
Forskerne spillede musik for en risplante. Det viste sig, at to gener var mere aktive, når der blev spillet høje toner, end når der blev spillet dybe toner. Da de to gener er følsomme over for lys, blev forsøget også foretaget i mørke.
- Selvom der er mange undersøgelser af reaktioner på lyd på det psykologiske plan, har der ikke været meget forskning af reaktioner på lyd på det genetiske plan, skriver forskerne i Molecular Breeding.
Nogle forskere er dog skeptiske over for undersøgelsen. Dr. Philip Wigge fra det anerkendte forskningscenter for plantevidenskab og mikrobiologi, John Innes Centre, siger til The Scotsman, han vil blive meget overrasket, hvis planter kan høre forskel på forskellige toner.
Han siger, at forskere i årtier har forsøgt at finde frem til menneskelige egenskaber hos planter som for eksempel følelser og humørsvingninger, men at sådanne egenskaber aldrig er blevet dokumenteret.