Olieselskabet BP er ved at få kontrol over de katastrofale mænger olie, der vælter ud i Den Mexicanske Golf.
For første gang er det lykkedes selskabet at samle noget af olien op i et skip på havoverfladen, efter at man i ugevis forgæves har forsøgt at indkapsle olie på forskellig vis.
Det er nemlig lykkedes at tilslutte et rør til det beskadigede borehul på havets bund, og røret pumper så olien op til et tankskib på havoverfladen, siger talsmand fra BP Mark Proegler til CNN.
Olierøret, der er 1,6 kilometer langt og har en diameter på 53 centimeter, bliver styret af robotter.
Siden olieplatformen Deepwater Horizon eksploderede og sank 20. april, har BP forsøgt at få olielækagen i Den Mexicanske Bugt stoppet - og indtil nu har kampen mod olien været forgæves.
Man håber nu, at det nye rør kan stoppe udslippet og de katastrofale konsekvenser, olien har for naturen.
Chefen for USA's ministerium for national sikkerhed, Janet Napolitano, udtalte imidlertid allerede i går, at man ikke skal glæde sig for tidligt.
"Denne teknik er ikke løsningen på problemet, og det er endnu ikke sikkert, hvor stor en succes, den vil blive," sagde hun.
Eksperter har anslået, at der hver dag strømmer 70.000 tønder olie ud i havet, hvilket er ti gange mere, end de amerikanske myndigheder vurderer.