Danske museer kritiseres skarpt, fordi de intet har gjort for at indsamle de originale Muhammed-tegninger, der sidste år satte verden i brand. Mu seerne har heller ikke taget initiativ til at udstille dem.
»Det er tankevækkende. Jeg mener, at et stort dansk museum burde indsamle de tegninger. Normalt står de i kø for at få fat i effekter af stor historisk værdi. Og ligegyldig hvordan man vender og drejer det, så var dette ikke bare danmarkshistorie, det var verdenshistorie,« siger kulturredaktør på Jyllands-Posten, Flemming Rose, der trykte de 12 karikaturer af profeten Muhammed.
De fleste originale karikaturer formodes stadig at være i tegnernes besiddelse, men mindst én har allerede skiftet ejer. Nemlig Franz Füchsels, der forestiller Muhammed og to bevæbnede mænd af arabisk udseende. Den blev solgt på auktion til et postbud for 15.000 kroner.
Tegnere undrer sig
Jyllands-Postens Kurt Westergaaard stod bag en af de mest kontroversielle karikaturer af Muhammed – den med bomben i turbanen. Han er »skuffet« over, at ingen museer har henvendt sig.
»Der er ikke rigtig nogen, der interesserer sig for tegningernes skæbne. Vi tegnere har talt om, at det er sært,« fortæller han.
Men de 12 karikaturer »må og skal« bevares. Ifølge Claus Bryld, professor i historie på Roskilde Universitetscenter, er de originale tegninger nødvendige, når man i fremtiden ønsker at forske i krisen.
Lektor Niels Kayser Nielsen fra Aarhus Universitet er enig:
»Tegningerne skal for alt i verden bevares. Og det bør der helt klart gøres noget aktivt for. Det vil simpelthen være skammeligt, hvis de går tabt eller bliver glemt.«
Nationalmuseets direktør, Carsten U. Larsen, er enig og vil nu tage kontakt til en række andre danske museer for at afklare, hvem der skal sikre tegningerne. Skulle opgaven ende hos Nationalmuseet, vil direktøren gerne udstille dem.
»Men først når vi har en anledning, der egner sig til det,« slår han fast.
30. september 2005 bringer Jyllands-Posten 12 karikatur-tegninger af profeten Muhammed.
I løbet af oktober bliver tegningerne anledning til en diplomatisk konflikt mellem Danmark og 11 muslimske lande.
En delegation af danske muslimer rejser i november til Mellemøsten og opfordrer til international fordømmelse.
Konflikten eskalerer i løbet af januar og februar 2006 og fører til boykot af danske varer og afbrænding af danske flag.
Siden brænder vrede demonstranter danske ambassader i Syrien og Iran af.
Også den danske repræsentation i Libanon brændes af.