Mattias Tesfaye
Han er 29 år, faglig sekretær i 3F, medlem af SF's hovedbestyrelse, tidligere blogger på Avisen.dk, nu på Politiken.dk, klummeskribent i Ekstra Bladet, kommentator, debattør og samfundsrevser, der ser verden fra en skurvogn.
”Hvad fanden … meget af det, vi diskuterer omkring velfærdsstaten bliver jo helt ligegyldigt, hvis arbejdsmarkedet bryder sammen, så vi får et arbejdsmarked, som de har i de fleste europæiske lande."
"Så er det mindre interessant at diskutere, om vi skal arbejde 12 minutter mere eller mindre. For i de andre lande arbejder de, til der bliver sagt stop.”
I bogen ”Vi er ikke dyr, men vi er tyskere”, har skribenten og 3F’eren Mattias Tesfaye strøget mellemregningerne. Skåret det overflødige fedt væk og er gået ind til kernen af det, der for ham er det største problem i det danske samfund: Truslen fra ”working poor” – fattige arbejdere fra især det tidligere Østeuropa, som dag for dag underminerer det danske system.
Mormor, Svend og Bamse
Det er en fortælling, der starter med mormor, med Svend og med Bamse.
Mattias Tesfaye har interviewet sin mormor i bogen for bl.a. gennem hende, arbejderkvinden, der er født i Sydslesvig og flyttede til Danmark som helt ung, at få en forståelse af verden.
”Hun fik mig til at forstå, hvorfor hendes generation har haft et behov for en stærk stat, og knapt så meget behov for frihed til individet. Min mormor blev født i 1933, samme år som Hitler kom til magten. Det sluttede med, at der faldt to atombomber. Da var hun 12 år!”
Eget bad
Mormor blev gift med Svend – han blev morfar - og han var maskinarbejder og kommunist. De oplevede fremgangen i 50’erne og 60’erne fra det lille utætte hus uden bad i Risskov til de nye lejligheder ude i Brabrand, også ved Århus, med både bad og børneværelser.
Det var en fest.
Det er ikke svært at fornemme, at Mattias Tesfaye har stor respekt for generationen fra dengang. Både for mormor og for Svend, som han aldrig nåede at lære at kende.
Bamse og bevægelsen
Men han lærte Bamse at kende. Det skete, da Mattias Tesfaye var ung SiD’er i Århus. Bamse var medlem af Metal, og da han døde, havde han bedt om røde faner ved sin kiste. Han var medlem af Bevægelsen fra vugge til grav.
”Den bevægelse, han var en del af, var garanten for det, han holdt af. Der var sygekassen, der var A-kassen – solidariteten var tydelig. Derfor ville han have fanen med til begravelsen.”
”Man kan stadig møde folk som Bamse på byggepladserne i dag. Det er helt uden for deres fatteevne, at nogen kan stå uden for fagforeningen. Det er slet ikke noget, de har overvejet, sådan var systemet indrettet og de spillede med.”
"What's in it for me?"
”Men sådan er min generation ikke. Det er ikke, fordi jeg er med i en bevægelse, at der er en god folkeskole – bevægelsen har ikke givet mig noget, jeg kan tage og føle på – det er meget mere abstrakt.”
”Det var forfatteren Martin Andersen-Nexø, der sagde, at ’solidaritet er kærlighed til folk, man ikke kender.” At man anerkender, at man er en del af et samfund, at man skylder hinanden noget.”
”I dag tænker vi ikke på, at vi skylder hinanden noget – vi tænker mere ”what’s in it for me?”.”
Og så til nutiden
”Solidaritet er en praksis - folk skal kunne se det. Ellers bakker de ikke op om det – det er ikke så avanceret.”
Og så er vi fremme ved nutiden – den nutid, som er hele grundlaget for Mattias Tesfayes bog. Den nutid, hvor vi taler om 12 minutter, om indvandring, om sammenhængskraft, om kultur – men ikke om ”working poor”. De mange, der står udenfor Danmarks hegn og vil ind.
Især mennesker fra det tidligere Østeuropa – og også her skærer Mattias Tesfaye ind til benet efter devisen ”cut the crap”:
De sælger sig for billigt
”Folk synes, at polakker er nogle idioter, fordi de arbejder for en meget mindre løn og derfor tager arbejdet. Det har ikke noget med racisme at gøre – folk er sure over, at andre sælger sig selv for billigt og det er usolidarisk.”
”Polakkerne er tilfreds med at være her. De ved godt, hvad den danske fagbevægelse går ud på, og de ved også godt, at hvis de stiller krav og melder sig ind i en fagforening, bliver de fyret.”
”Hvorfor skulle arbejdsgiveren besvære sig med folk, der ikke kan sproget, som snart skal rejse og som er dårligere håndværkere som regel, hvis ikke det var, fordi de var billigere?”
Tilrejsende mod herboende
”Derfor er de her. Og jeg kan godt forstå dem – det er ikke en moralsk diskussion. Det er arbejderbevægelsens historie ikke."
”Det, der betyder noget for mig, er konsekvensen for de mennesker, der bor her – ikke, at østarbejderne kommer her og arbejder for 60 kroner i timen. Det er ikke østarbejdere mod danskere – det er tilrejsende mod herboende.”
”På Holmbladsgade i København går et dansk murersjak og lige ved siden af et sjak af polakker. De accepterer alle forringelser – de arbejder også lørdag og søndag.”
Klik her, hvis du vil læse et uddrag af Tesfayes bog:
De skal op før vi ryger ned
Det var udvidelsen af EU med det tidligere Østeuropa, der gjorde det muligt for de polske arbejdere at komme til Danmark.
”Det er et dilemma – jeg har været den argeste EU-modstander og synes stadig, det er noget lort, at vi gik med – men nu er vi der. Og vi kan ikke bygge en mur. I Norge f.eks., som jo ikke er med i EU, er situationen den samme.”
Så den lette vej er der ikke for Mattias Tesfaye - han kan kun se den slagne: At levestandarden i Polen og de øvrige østlande bliver hævet:
”Det er i sidste instans det, der er løsningen. Og gerne hurtigere, end vi når ned!”
Frihed for de rigeste
På mormors, Svends og Bamses tid var løsningen en stor, stærk stat. Den drøm er vågnet, først med den øgede liberalisering og så med truslen fra "working poor".
"Folk oplever liberaliseringen som øget frihed – vi på venstrefløjen skal fortælle dem, at det er frihed for de rigeste."
"Men hvis de rent faktisk oplever det som frihed, har I da et problem?"
Hellere urealistisk frihed
"Det gør folk heller ikke – men de vil hellere have en teoretisk chance for frihed, som ikke er reel, end de vil være i den gamle ufrie stat, hvor du fik besked på, hvad du gerne ville."
"Den var perfekt for mormor - men ikke for dig og din søn?"
"Jeg ved ikke med min søn (han er kun et par måneder, red.) – men ikke for mig. Min generation vil hellere have en teoretisk, totalt urealistisk chance, for en smule frihed end de vil tilbage til det, som min mormor var glad for."
Klik her, hvis du vil læse et uddrag af Tesfayes bog: