Undlader din chef at sige godmorgen? Gå han stresset og direkte i gang med at bekæmpe problemer? Eller stikker han en sarkastisk reprimande som stikpille til morgenkaffen?
Så kan han forvente, at du og dine kolleger er mindre effektive på jobbet.
Chefer, der hvæser, vrisser, stresser og mumler om morgenen kan forvente medarbejdere, der er dovne som dagen er lang - og røde regnskabstal, når året er omme.
Ny forskning fra The Ohio State University dokumenterer, at chefer, der spreder humør på arbejdspladserne om morgenen, gør medarbejderne glade, veloplagte og mere arbejdsomme – hele dagen.
De holder flere pauser
Universitets professor Steffanie Wilk har gennem tre uger studeret 29 kundeservicemedarbejdernes humør og resultater. Medarbejdere med sure chefer holdt flere pauser og lavede mindre. De med morgenglade chefer nåede langt mere og var mere veloplagte.
Men alt for mange danske chefer ved slet ikke, at morgenstund vitterlig har guld i mund, fortæller Majken Matzau, en af landets førende erhvervspsykologer.
"De glemmer, at de som ledere er en central og bærende figur, som har en enorm påvirkningskraft på medarbejdernes humør – og dermed også deres engagement og arbejde," forklarer Majken Matzau.
Styrter ind i virksomheder
Hun fortæller, at alt for mange danske chefer styrter ind i virksomhederne og går direkte i gang med at løse problemer - i stedet for at gå en tur i virksomheden som glade og overskudsagtige lederskikkelser, der sludrer om stort og småt.
"Her kunne danske chefer virkelig lære meget af amerikanske ledere, der arbejder målrettet med at skabe humør og energi på arbejdspladserne. Der er meget at vinde," siger hun.
Fælles morgensang
Fælles morgensang kan være et humørspredende redskab, der skaber gejst og et vigtigt sammenhold i organisationen.
Det har chefer på nogle danske arbejdspladser erkendt. Eksempelvis på dagbladet Information, hvor det er slut med at være morgensur.
Siden Christian Jensen tiltrådte som ny chefredaktør, har medarbejderne sunget morgensang, og det kan ifølge Matzau være en god idé.
"Vel at mærke, hvis morgensang er naturligt for virksomhedens kultur. Hvis medarbejderne opfatter det som en redskab, der skal manipulere og ensrette, kan det virke omvendt," lyder advarslen.