Den mordsigtede Bjarne Østergaard Madsen, der her til middag begik selvmord i sin celle i Århus Arrest, sluttede sin tilværelse ved at hænge sig.
Det skriver ekstrabladet.dk.
Samtidig kommer det frem, at politiet i Århus efterlyser to biler i et forsøg på at finde Lisbet Nielsen.
"Vi vil gerne bede offentligheden om hjælp til at finde den nu afdødes sølvgrå Audi A4. Og så vil vi gerne høre fra folk, som har set Lisbet Nielsens lille, grønne Citroén køre i dagene efter fredag i sidste uge, hvor hun forsvandt," siger Frits V. Kjeldsen, vicepolitiinspektør, Østjyllands Politi til TV 2 News.
Forsvarsadvokat Hans Kjellund er forundret over, hvordan det kunne ske, at hans klient tog sit liv inden han nåede at tale med ham.
"Vi ved ikke, om han har efterladt et brev, da cellen er forseglet og teknikerne er på vej. Det er ganske usædvanligt det her," siger Kjellund til TV 2 nyhedskanal.
Selvmordet skete kl. ca. 12.30. Advokaten blev underrettet af politiet kvart over ét. Klokken 14 skulle nu afdøde Bjarne Østergaard Madsen være fremsat i grundlovsforhør sigtet for drab på sin kæreste Lisbet Nielsen, der nu har været forsvundet i over én uge.
Politiet, der havde ansvaret for fangen, er langt fra stolte af, at Bjarne Østergaard Madsen tog sit eget liv i sin celle.
"Det er noget skidt. Vi har ikke overblik endnu," fastslår efterforskningsleder Peter Grove fra Østjyllands Politi ifølge Politikens netavis.