faktaboks
Der er konstant cirka 13 millioner grise på omkring 8.000 gårde herhjemme.
I 2006 blev der 'produceret' 25,7 millioner grise, hvoraf 20,3 millioner blev slagtet af et af de to andelsslagteriselskaber, Danish Crown og TiCan.
Omkring 4,4 millioner grise blev eksporteret levende mens én million grise blev slagtet på privatejede slagterier.
Kilde: Landbrug.dk.
Landmænd er normalt hverken på for- eller kælenavn med dyrene i stalden.
Men på Mors har Morten og Tommy Haaning har gjort en undtagelse.
So nummer 281 på deres fælles gård har nemlig vist sig som lidt af en rekordso, skriver LandbrugsAvisen.
Derfor har brødrene givet landets ældste aktive so det mundrette kælenavn 'Den Gamle'.
Hun har født imponerende 24 kuld levende pattegrise, hvilket har resulteret i hele 276 små lyserøde skabninger. Og det står allerede klart, at hun - hvis alt går vel - føder igen omkring nytår.
Selv om 'Den Gamle' er blevet lidt af talisman på gården, så begrænser særbehandlingen sig til en plads for sig selv mod drægtighedens slutning.
"Vi bruger ikke en masse specialprodukter til nogen af vores søer. De klarer sig på standardnormer," fastslår Morten og Tommy over for LandbrugsAvisen.
Selv om de er stolte af 'Den Gamle' kan sentimentaliteten ligger på et lille sted.
"Det er gået lidt ned ad bakke for hende på det sidste, og vi har da også hele tiden været enige om, at når hun ikke kan klare den længere, bliver hun sat ud," siger Morten Haaning.