En kvinde, der tidligere fredag blev fundet skyldig i at stå bag omskæringen af sine døtre, har fået en dom på to års fængsel.
Kvinden, der stammer fra Eritrea, skal dog ikke bag tremmer. Et år og seks måneder af straffen gøres nemlig betinget, og da kvinden har siddet varetægtsfængslet, slipper hun for fængsel.
Pigerne, der blev omskåret under en rejse til Sudan, er i dag 10 og 12 år gamle. Det var deres moster, som tog dem med til den klinik, der udførte indgrebet.
Pigernes far var også tiltalt i sagen, men blev frifundet af et enigt nævningeting tidligere fredag.
Det afrikanske par har afvist, at de vidste, at deres døtre var blevet omskåret.