En af Danmarks sidste store provokatører er gået bort.
Mogens Glistrup blev 82 år. Han døde tirsdag aften.
Han blev landskendt, da han i 1971 sammenlignede skattesnydere med frihedskæmpere og fremviste en trækprocent på nul. Siden var han en af de mest markante skikkelser i det danske samfund. Han kæmpede ubønhørligt for det enkelte menneskes ret til maksimal frihed, ofte på bekostning af sin egen.
Han blev uddannet jurist fra Københavns Universitet, hvor han gik samtidig med sin gode ven rejsekongen Simon Spies. Frem til 1970'erne havde han Danmarks største advokatvirksomhed og havde møderet for Højesteret.
I 1972 stiftede han Fremskridtspartiet og blev valgt ind i Folketinget ved jordskredssejren året efter med 28 mandater. Fremskridtspartiet havde sloganet 'Størst mulig lykke til flest mulige danskere'.
Mogens Glistrup sad i Folketinget fra 1973 til 1990, dog afbrudt af fængselsophold.
Dømt for racisme
I begyndelsen var Glistrups mærkesag skatten og den personlige frihed. Men senere advarede han mod faren ved det, han kaldte 'muhammedanerne'.
Han er flere gange blevet dømt i henhold til racismeparagraffen.
'Et visionært menneske'
Landsformand for Fremskridtspartiet, Ove Jensen, sad i Folketinget sammen med Mogens Glistrup i Fremskridtspartiets første periode.
Han beskriver Glistrup som en stor politiker, der vil blive husket af eftertiden.
- Mogens Glistrup var et visionært menneske. Han har fået ret i alt det, har har sagt i gennem årene. Meget af det, der lød meget provokerende, er blevet gennemført, siger Ove Jensen.
Han tænker især på sænkelse af indkomsskatten, bureaukrati og flygtningepolitikken. Ove Jensen beskriver den private Glistrup, som et menneske, der var meget flittig, men som det var svært at komme tæt på.
I 1990 blev han ekskluderet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe og dannede Trivselspartiet. Fem år senere brød Pia Kjærsgaard ud af Fremskridtspartiet og dannede Dansk Folkeparti. I 1999 vendte Mogens Glistrup tilbage til Fremskridtspartiet.
Mogens Glistrup var i de seneste år i gang med et omfattende værk om 'Muhammedanismen'.
Mogens Glistrup efterlader sig hustruen Lene og tre voksne børn.
For at undgå stødende kommentarer er det ikke længere muligt at tilføje kommentarer til denne artikel.
Mvh. redaktionen, Avisen.dk.