Au pair-kvinder er ikke kun forbeholdt de rige forstæder i Århus og København. De findes også på landet.
Ingen tør anslå præcis, hvor mange filippinerkvinder der arbejder på gårde eller ejendomme fjernt fra byerne. Men det skal tælles i flere hundreder, og antallet stiger.
Derfor intensiverer det filippinske kvindenetværk i Danmark, Babaylan, i øjeblikket sin indsats for at hjælpe dem.
"Inden pigerne kommer der, får de slet ikke at vide, at de bliver isoleret langt, langt ude på landet langt fra byerne. De forbinder Danmark med storbyer og alverdens muligheder for social adspredelse. Derfor bliver de slemt skuffede, når de ender på en gård, hvorfra der knap er busforbindelser til byen," siger Judy Jover fra Babaylan.
Høstakke og hestelort
Det er nemlig ikke altid lutter landlig Morten Korch-idyl derude på landet - 10.000 kilometer fra Filippinernes kaotiske hovedstad, Manila.
På de danske gårde forliser au pairernes drømme om en bedre tilværelse i længsel, ensomhed og isolation – og for nogle i beskidt arbejde med at muge ud i staldene.
Landbrugsarbejde er i strid med reglerne. Au pairer må kun udføre huslige sysler og børnepasning.
"Da jeg læste kontrakten stod der intet om, at der var dyr. Der stod kun børnepasning. Hver morgen skulle jeg fodre dyrene," siger Jennifer, der er en 25-årig filippinsk au pair-kvinde.
Hun klager over de tunge høstakke og hestelort.
"Der var kun hvide mennesker"
Jennifer er en af de au pair-kvinder, som antropolog i Center mod Menneskehandel, Trine Mygind Korsby, har fulgt tæt i forbindelse med undersøgelsen ”Au pair og menneskehandlet?”
En anden filippinske au pair vil ikke oplyse sit rigtige navn. Hun kalder sig Charlotte. Hun er ked af det, for hun efterlod sine tre børn i Filippinerne for at tjene penge.
"Der var kun hvide mennesker," siger hun med henvisning til sit ophold på en gård i det sydlige Jylland.
Der føltes dagene lange. Hun havde ingen at tale med udover værtsfamiliens børn og følte sig meget ensom.
Forbinder Danmark med storbyer
Charlotte og Jennifer er langt fra de eneste, forklarer Judy Jover fra det filippinske kvindenetværk Babaylan.
De savner deres familie og gode råd om, hvad de skal stille op, når værtsfamilien bryder kontrakten, forklarer Judy Jover.
"Værtsfamilierne tier med, at de bor langt fra alt. Enten tror de, at pigerne er ligeglade med det, fordi de formoder, at pigerne er desperate og kun er her for pengenes skyld. Ellers skjuler de det, fordi de ved, at pigerne aldrig ville komme der, hvis de vidste, at de havnede på landet," siger Judy Jover, der fortæller, at mange af kvinderne både passer børn og kreaturer.
Ikke alle har brug for hjælp
Trine Mygind Korsby siger, at nogle bliver meget overraskede over, at de kommer til en familie på landet, hvor det er tidskrævende og dyrt at transportere sig langt med bus til den nærmeste by, hvor de kan mødes med andre i sociale, religiøse eller etniske netværk.
Men ikke alle har brug for hjælp. For nogle går det fint.
"Det afhænger af værtsfamilien. Er de ved en god værtsfamilie, oplever de ikke nødvendigvis det som et problem at være på landet," pointerer Trine Mygind Korsby.
Avisen.dk og Ugebrevet A4 har undersøgt arbejdsvilkårene blandt 204 au pairer.
- De får 51 kr. i timen.
- Ti procent bruger under 100 kroner eller slet ingenting på sig selv.
- 30 pct. arbejder mere end de 30 timer om ugen, reglerne tillader.
Undersøgelsen er udført af Julie Moestrup og Iver Houmark Andersen.
Deltag på Facebook
Læs alle artiklerne om Au Pair