Få sekunder før bomben eksploderer, råber onklen, at han løber i forvejen.
Ambassaden lukker lige om lidt, så han er nødt til at sætte farten op. Hans to niecer sakker bagud; enten kan de ikke følge med, eller også gider de ikke løbe så stærkt i varmen. De ser deres onkel forsvinde i høj fart rundt om hjørnet ved det store træ i krydset mellem vej nummer 19 og 22.
Pigerne har på det tidspunkt ingen anelse om, at de ville være døde, hvis de havde løbet lige så stærkt.
Vi er i Islamabad i Pakistan, klokken er næsten to minutter over et mandag eftermiddag. Det er klistrende i vejret, selvom det de seneste dage har været lidt køligere og mere blæsende end normalt.
Den midaldrende onkel er dansk statsborger med pakistansk baggrund, og han er på vej mod den danske ambassade i byens velhavende F6-kvarter. Han skal skaffe visum til sine to pakistanske niecer, så de senere på sommeren kan komme en tur til Danmark for at besøge deres familie.
Onklen spurter det sidste stykke op til hovedindgangen for at sikre sig, at han kan nå indenfor inden lukketid.
50–100 kilo sprængstof
Få meter derfra sidder en mand i en hvid Toyota Corolla.
Eller rettere, der sidder ifølge pakistansk politi sandsynligvis en mand i en hvid Toyota Corolla, for ingen ved endnu helt præcist, hvad der skete.
I mandens bil befinder sig en bombe på mellem 50 og 100 kilo sprængstof. Den skal få øjeblikke senere vise sig at være den kraftigste, som nogensinde er eksploderet i Islamabad. Manden har udstyret sin Toyota med falske, røde diplomatplader, så han i ro og mag kan rulle forbi ambassadens kontrolpost og de bevæbnede vagter.
Ingen ved, om manden har bomben liggende på skødet, eller om han har placeret den i baggagerummet. Vi ved kun, at den få sekunder senere vil tage livet af seks mennesker og såre mindst 30. Og at den samtidig vil gøre 2. juni 2008 til dagen, hvor Danmark for første gang blev målet for terror.
Det kommer til at koste pigernes onkel livet. Men det ved han ikke endnu, og det ved pigerne heller ikke .
Sådan er situationen, før uret tikker hen på 13.02.
Niecerne overlever
Så eksploderer bomben. Trykbølgen begynder med at sønderrive Toyotaen og sende glas- og metalstumper i alle retninger. Herefter rammer trykket onklen, som bliver dræbt på stedet. Ifølge pakistansk politi bliver han faktisk »pulveriseret«; det samme gør fem andre mennesker, heriblandt pakistanske sikkerhedsvagter. Træer bliver rykket op med rod, biler i nærheden totalsmadres. I flere minutter efter eksplosionen ringer det for ørerne hos øjenvidner.
De to niecer hører braget fra vejen uden for ambassaden, inden de bliver ramt i hovederne af stumper fra eksplosionen.
Men pigerne overlever. Det sker formentlig kun, fordi de enten ikke ville eller ikke var i stand til at følge med i deres onkels tempo. Deres onkel, som blot var taget med dem på ambassaden for at hjælpe med at skaffe et visum.
Hjemme i Danmark rammer nyheden hårdt hos mandens familie, som blandt andre tæller fire brødre og en søster.
Broren arbejder på en skole i København og tager lige nu et par dage fri fra arbejde.
Endnu ønsker han ikke at tale om sit tab.
Artiklen bygger på interviews med kilder i det pakistanske miljø i Danmark, som har forbindelser til den dræbte mands familie. Desuden interviews med centralt placerede kilder i Udenrigsministeriet.