Skrevet af Rasmus Karkov
Hvert døgn bliver der omsat for over en million dollar i den virtuelle verden Second Life. Verdenen med banker, boliger og natklubber, der udelukkende eksisterer på nettet, har over fire millioner indbyggere – og en af dem er skatteminister Kristian Jensen (V).
Men han er ikke helt som de andre beboere. Han er der for at undersøge, om de enorme summer, der dagligt bliver trukket ud af verdenen og ind i virkeligheden, skal beskattes.
»Hvis folk henter penge ud, som de kan bruge i virkeligheden, så er der et skattespørgsmål, vi skal have afklaret,« siger han.
Second Life har givet firmaer og privatpersoner over hele verden galoperende guldfeber. Der er nemlig skabt betragtelige formuer på ingen tid. Den mest markante succes er tysk-asiateren Ailin Graef, der blev millionær i rigtige amerikanske dollars på lidt under et år ved at opkøbe og sælge attraktive landområder i verdenen. Handler i Second Life foregår via valutaen Linden Dollars, som kan veksles til amerikanske dollars på den interne valutabørs.
Illegale pengestrømme
Den amerikanske professor Edward Castronova har forsket i økonomien i virtuelle verdener, og han er overbevist om, at man i løbet af kort tid vil finde virtuel valuta på verdens børser.
»Der er ingen tvivl om, at der på sigt vil komme internationale og nationale skatteregler på området,« siger Lisbeth Klastrup, der er lektor på Kunstakademiet og forsker i virtuelle verdener.
For Kristian Jensen er det ikke kun skattespørgsmålet, der trækker ham ind i den virtuelle verden.
»Vi er ved at undersøge, om der foregår illegale pengetransaktioner mellem kriminelle eller terrorister i Second Life,« siger han.