Tusind millioner kroner skal flyde ud gennem åerne og gavne miljøet rundt om i Danmark.
Fredag aften fandt regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti ud af, at det især er landets fjorde og vandløb, som skal forgyldes af den særlige pulje kaldet miljømilliarden, som kræver godkendelse i årets finanslovsforhandlinger.
Over de næste tre år sejler i alt 558 millioner kroner af sted mod 11 særligt udvalgte områder, som omfatter Limfjorden, Mariager Fjord, Isefjord, Gudenåen og åer med udløb i Vadehavet.
Formålet med at vælge områderne er ifølge Dansk Folkepartis miljøordfører Jørn Dohrmann at sikre grundvandet i områder nær byerne.
Et udsnit af andre fordelingsområder viser, at i alt 63 millioner skal bruges på at nedbringe partikelforurening fra tunge køretøjer, brændeovne og andre forurenende kilder.
I mere generelle termer oplyser Jørn Dohrmann desuden, at en indsats for miljø og sundhed får 26 millioner kroner, vandområdet får 23 millioner kroner, mens 7 millioner kroner er afsat til miljøteknologi.
Ud over det er 15 millioner kroner afsat til at hjælpe folk, som har overtaget forurenede grunde fra kommunen.
»Jeg ser naturen og miljøet som den store vinder her. Vi har fået tæsk for at prioritere andet end miljøet, men det er glædeligt, at vi nu deler ud af penge til det her område,« lyder det fra Jørn Dohrmann.