Den nye finanslov vil forgylde de danske universiteter. De kan de kommende seks år se frem til seks milliarder ekstra kroner fra regeringen.
Pengene vil regeringen bruge til både nybyggeri og renovering af bl.a. laboratorier. Det oplyser videnskabsminister Helge Sander (V) til Berlingske Tidende i forbindelse med, at regeringen på tirsdag offentliggør sit udspil til en ny finanslov for 2010.
"Det skal også gavne byggesektoren og være med til at skabe mere aktivitet i samfundet," siger Helge Sander til avisen.
Ministeren understreger, at pengene vil komme "alle universiteterne til gode".
Formanden for Danske Universiteter og rektor for Syddansk Universitet, Jens Oddershede, roser regeringens plan, men tager dog et forbehold.
"Jeg vil gerne se udspillet i en sammenhæng. Hvis det betyder, at der bliver færre penge til forskning, så er det knap så godt," siger han til avisen.