AC Milan forsøger nu en ny taktik i bestræbelserne på at beholde den populære englænder David Beckham.
Den kriseramte Serie A-klub vil forlænge den lejeaftale, der løber frem til 9. marts, til juni og derefter købe midtbanespilleren fri af kontrakten med LA Galaxy, skriver BBC.
"Forhandlingerne bliver stadig mere intense," siger Milan-præsident Adriano Galliani, der håber, at købet kan komme i stand til januar næste år.
David Beckham underskrev en femårig kontrakt med LA Galaxy i 2007, men kom til Milan på en lejeaftale i januar 2009.
Siden har Milan forgæves forsøgt at købe ham fri, men den tilbudte pris har ikke været høj nok til at lokke amerikanerne til at sælge.