Det sker ofte, at en håndværker kommer i kontakt med asbest, selvom han ikke er uddannet til det. Og i de mindre håndværksfirmaer skyldes det tvang og trusler om fyringer.
Det siger Birger Villis, der ejer vvs-firmaet Christoffersen og Knudsen. Han afviser dog selv at have tvunget sine ansatte til at behandle asbest.
Men du har kendskab til, at dine svende bliver udsat for asbest, selvom det er ulovligt?
»Ja, det har jeg.«
Hvordan kan det gå til?
»Forestil dig, at der fosser 1.000 liter vand ind i fru Hansens kælder, fordi et rør er sprunget læk. Så sender vi en svend ud, der skal reparere det. Hvis han finder asbest på kælderrørene, skal han så bare forlade fru Hansen?«
Hvad siger du til din svend, hvis han ringer hjem til dig og siger, at han ikke vil lave røret?
»Jamen så siger jeg, at han skal komme hjem.«
Og hvad gør I så med fru Hansen?
»Det ved jeg ikke.«
Men sker det tit, at dine svende undlader at reparere røret?
»Nej, det kan man ikke sige.«
Er du glad for situationen, som den er nu?
»Nej, det er utilfredsstillende. Men jeg kan ikke gøre noget.«
Hvorfor ikke?
»For så taber vi opgaven til de andre vvs-firmaer, der godt vil arbejde med asbesten. Problemet er, at asbesten alt for sjældent står i udbudsplanen, når vi byder på en opgave. Så bliver vi jo overraskede, når vi finder det, og så bliver det dyrere for os.«
Har du nogensinde tvunget dine ansatte til at arbejde med asbest?
»Nej, det kunne jeg ikke finde på.«
Sker det i branchen?
»Ja, klart. Jeg har hørt om det, men det er typisk i de mindre virksomheder.«