Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens angreb på Dansk Folkeparti som "ikke stuerene", får nu partiets medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt til at fare i flint.
"Poul Nyrup Rasmussen er gået helt amok og er havnet i en tidslomme et sted mellem 1999 og 2000. Dansk Folkeparti har ikke noget samarbejde med hverken FPÖ, Front National fra Frankrig, belgiske Vlaams Belang eller ungarske Jobbik. Vi er i EU-Parlamentet medlemmer af EFD-Gruppen (Europæere for frihed og demokrati)," siger Morten Messerschmidt i en pressemeddelelse.
Her beskylder han Poul Nyrup Rasmussen for, at "lyve og tale mod bedrevidende", og for, at "have parkeret sin hjerne i en fjern politisk fortid".
Især sammenligningen mellem Dansk Folkeparti og den afdøde kontroversielle højreorienterede østrigske politiker Jörg Haider, falder Morten Messerschmidt for brystet.
"Sammenligningen med Jörg Haider er så langt ude, at jeg i grunden begynder at tvivle på Poul Nyrup Rasmussens politiske dømmekraft, men jeg antager, at det langvarige ophold i Bruxelles efterhånden har sat sit præg på Nyrups opfattelse af virkeligheden, således at han måske sommetider tror, at vi stadig befinder os i 1999," siger DF'eren i pressemeddelelsen.
I 1999 sagde Poul Nyrup Rasmussen i sin tid som statsminister, at Dansk Folkeparti aldrig bliver stuerent.