På forbundskansler Angela Merkels huskeliste står ’genoplivning af EU-forfatningen’ øverst. I hvert fald er EU’s nye grundlov topprioritet det næste halve år, når Tyskland har formandskabet for EU. Det fortalte Merkel onsdag i EU-parlamentet i Strasbourg, da hun gjorde rede for Tysklands dagsorden.
Angela Merkel vil gerne arbejde for, at der bliver lavet et nyt dokument som erstatning for den EU-forfatning, der i praksis blev stedt til hvile med Frankrigs og Hollands nej-afstemninger. Tyskland håber også at få tid til at tale fælles energi-politik, klimaforandringer, forholdet til Rusland og fredsprocessen i Mellemøsten, skriver BBC.
Angela Merkel får brug for stor kompromis-lyst fra hele EU, hvis de mål skal lykkes. Måske derfor lyder det tyske slogan for formandskabet: »Sammen når vi vores mål«.