Af Anders Heissel - anhe@avisen.dk
Anders Fogh Rasmusen (V) burde holde sig langt væk fra at kritisere DR og dokumentarfilmen ’Den hemmelige krig’
Det mener professor i journalistik ved Roskilde Universitetscenter (RUC), Jørgen Poulsen, efter at statsministeren i Berlingske Tidende torsdag anklager DR for alvorlige troværdighedsproblemer i forbindelse med filmen og mener, at tv-kanalen burde undersøge sig selv.
»Det er betænkeligt og bemærkelsesværdigt, at Anders Fogh Rasmussen gør så meget ud af denne sag. Under Muhammedkrisen gjorde han et stort nummer ud af ikke at blande sig i sagen, men når kritikken pludselig retter sig mod ham, forholder det sig åbenbart anderledes. Det tyder på, at der er forskellige centimetermål for ytringsfrihenden,« siger Jørgen Poulsen.
»Det er ret exceptionelt, at statsministeren retter denne kritik og på den måde tror at kunne skræmme DR. Det burde han holde sig fra,« siger Jørgen Poulsen.
Hvis statsministeren føler sig uberettiget kritiseret i filmen, kunne han eller forsvarsministeren blot komme med modoplysninger, mener Jørgen Poulsen.
»Men det har regeringen ikke gjort,« siger professoren, der ikke mener, at sagen får konsekvenser for DR.
»Det er selvfølgelig altid ubehageligt at blive kritiseret, men jeg regner med, at DR’s ledelse er klar over, om filmens kritik af forholdene (i Afghanistan red.) holder vand. Og hvis den ikke gør, bør de internt lave en undersøgelse. Men generelt mener jeg ikke, at denne film berettiger den kritik,« siger Jørgen Poulsen.